Debatten om fremtidens velfærd på ældreområdet er kørt af sporet.

Det har været interessant at læse alle de indlæg der har været på det oplæg som kom fra Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen. Det var et forslag om at udarbejde en eller anden form for opsparing, som skulle modvirke den stigende ulighed i fremtidens ældrepleje.

Lidt historie: I 1891 blev den første statslige, tvangsbestemte alderdomsunderstøttelse indført. I 1933 ved kanslergadeforliget blev der indført retsbestemte invalide og alderspension. Først i 1957 blev der indført folkepension og i 1964 kom så ATP.

De første arbejdsmarkedspensioner blev indført i 1849, det var tjenestemandspensioner.

Med den måde pensionssystemet var skruet sammen på, opstod der en større ulighed især i forhold til den almindelige lønmodtager og man kunne forudse, at statskassen ikke på sigt ville kunne dække fremtidens pensionister alene med folkepension.

Derfor fik vi debatten om OD, ØD og meget mere som endte med de nuværende arbejdsmarkedspensioner der blev indført i både de offentlige og private overenskomster i 1989 og 1991.

De overenskomstbestemte arbejdsmarkedspensioner har medført mindre ulighed for de danske pensionister.

Når jeg beskriver den lidt historiske gang med hensyn til pensioner og især de seneste arbejdsmarkedspensioner, er det fordi debatten forud for indførelse af arbejdsmarkedspensionerne var fuld identiske med den debat vi oplever nu, hvor der stilles spørgsmål ved hvordan der sikres en større lighed på den velfærd fremtidens ældre vil få, idet de bliver flere og ældre.

Fagbevægelsen her er gået i panik med deres modstand i stedet for at melde sig ind i debatten. Det til trods for at flere midler, gennem ene eller anden form for opsparing, vil kunne skabe forbedringer især for de ansatte inden for sundhed, pleje og omsorg. Modstanderne gjorde det samme i forud for 1989, da mange faglige ledere mente at pensioner var en opgave for staten.
I den nuværende debat er der også mange der mener at staten skal løse fremtidens velfærd med skatteforhøjelser og andre økonomiske tiltag som eks. at skære på ulandsstøtten aflyse skattelettelser og meget mere.

Så kan man spørge: ”Er der flertal i den danske befolkning for en skatteforhøjelse?” eller mener flertallet mon ikke at skatten er høj nok?

Det ærgrer mig at debatten om sikring af fremtidens velfærd på ældreområdet nu er blevet til en ideologisk kampplads der blokerer for den demokratiske debat, hvor man respekterer synspunkter selv om man er uenig.

Hvis ikke der sker noget på området så vil flere og flere ældre, der har midlerne forsikre sig og uligheden i ældreplejen vil stige.

De svage pensionister vil så se at den kommunale ældrepleje bliver yderligere forringet, i forhold til det vi allerede nu ser af kommunale nedskæringer på ældreområdet.

En sådan udvikling kan vi ikke være bekendt. Derfor kunne en eller anden form for opsparing eller anden omfordeling af samfundets midler tages i anvendelse. Fremtidens velfærd bør være en fælles opgave mellem staten og befolkningen.

Så alle I højtråbende modstandere af forslaget fra Christian Rabjerg Madsen kom ind i kampen og deltag i debatten så debatten kommer tilbage på sporet, så vi sammen finder en fælles bæredygtig løsning af fremtidens velfærd på ældreområdet.

Peter Kay Mortensen