Det er en ulige kamp

Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er en ulige kamp på mange måder, men et godt bevis på en stærk solidaritet på lønmodtagersiden.

Det burde ikke være det store problem for forligsmanden at finde et kompromis der kan løse de fastlåste overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Det store problem er at der ikke er den store tillid mellem parterne. Der er tre nøglepunkter som bør kunne løses. For det første er det lønstigningen, her har lønmodtagerne stillet krav om både at få en reallønsstigning samt et efterslæb, så stigningen over 3 år bør være godt 9%. Det andet nøglepunkt er betalt frokost. Det ser ud som om at de offentlige arbejdsgivere, med deres massive lockout, ønsker at konflikte sig ud af den kutyme som den betalte frokost er. Samtidig ønsker lønmodtagerne at få frokosten indsat som en overenskomstmæssig rettighed. Det er et område som forligsmanden godt kunne afklare. Så er der det tredje nøglepunkt som er lærernes arbejdstid. Det er helt forståeligt, at lærerne som den eneste lønmodtagergruppe i Danmark ønsker at få deres arbejdstid flyttet fra en lovgivning og ind i overenskomsten. Der er igennem de senere år lavet mange lokalaftaler på dette område så derfor skulle det være muligt at få forhandlet ind. Også her bør forligsmanden finde en holdbar løsning. Som nævnt er forhandlingerne kørt noget fast på grund af den manglende tillid mellem parterne. Der har ikke været enighed om spillepladen, sådan som det foregår på det private arbejdsmarked. Derfor har forligsmanden også en opgave i at genskabe en tillid mellem de forhandlende parter. Men hvis man ser situationen i et helikopterperspektiv så er det en meget ulige kamp der foregår og der er kun en part der kan vinde og det er arbejdsgiverne. Hvad er det for en præmis? Hele situationen skal jo afspejle rammerne i den økonomiske politik og her er det jo regeringen der har retten til at handle. Hvis en arbejdskamp giver det resultat at de offentlige arbejdsgivere må til lommen og eks. give de 9% i lønforhøjelse, en forhøjelse som har gennemslag på tillæg med mere, så vil det udløse et pres på de offentlige udgifter. Jeg hørte at Michael Ziegler sige at lønstigninger ville betyde færre offentlige ansatte. Jeg tænkte straks at det kunne da ikke være rigtigt, hvis regioner og kommuner fik dækning for pris og lønstigninger. Men det er vel sådan at hvis regeringen mener at overenskomsterne har været for gundstige i forhold til de offentlige udgifter, så vil de gennemfører finanspolitiske stramninger og det vil være stramninger der både rammer de private og offentlige ansatte. Derfor mener jeg det er en ulige kamp. Når man har set de planudmeldinger der har været fra den nuværende Statsminister så gives der ikke plads til udskejelser og så kan det måske ende med at de 2% årlige affektiviseringer bliver afløst af krav om 3% hvem ved. Det eneste der kan hindre denne udvikling det er en massiv opbakning til lønmodtagerne fra befolkningen, Derfor er det en stor opgave for fagbevægelsen at arbejde for denne støtte en støtte som også naturlig må følges op af de privat ansatte.