Økonomiforhandlingerne mellem Regeringen og Danske Regioner og KL er nu slut for denne gang. Der er nu klarhed over hvad der er til rådighed af økonomiske rammer i såvel Regioner som i kommunerne. Det anses af KL som en kæmpe sejer, at omprioriteringbidraget bliver taget af bordet i 2018 og at næsten alle midler, nemlig 2.2 mia. kr. af bidraget i 2017, føres tilbage til kommunerne. De sidste 200 mio. kr. bliver fordelt til borgernærer opgaver ved finanslovsforhandlingerne i efteråret 2016.
Samlet set betyder resultatet af disse forhandlinger, set i et økonomisk perspektiv, ikke særlig godt ud. Med afskaffelse af omprioriteringsbidraget styrkes det kommunale selvstyre, men det der skal styres, er i omfang blevet mindre og der lægges derfor op til en minusvækst i den offentlige sektor. Der er nogenlunde de samme midler til rådighed, men kravet til ydelser er stigende. Ikke mindst udgifter til flygtninge, ældre og handicappede vil være stigende. Derfor skal der prioriteres virkeligt hårdt i de enkelte kommuner.
Så skal vi løfte vores arme i begejstring over, at vi fik mere kommunalt selvstyre, eller være skuffet over for at den kommunale velfærd bliver reduceret. Både i aftalen med Regionerne og med Kommunerne lægges der op til yderligere effektiviseringer. Det betyder, at de ansatte der i dag løber stærkt, skal helt naturligt løbe endnu stærkere, i takt med at der bliver flere der omfattes af den offentlige service.
Hvis man ser aftalerne i et politisk perspektiv, så har Regeringen mistet en livline. Omkostningsbidraget var jo tiltænkt som en buffer til at få Dansk Folkeparti med omkring bordet ved finanslovsforhandlingerne. Det så vi ved seneste forhandling, hvor DF fik gennemført en værdighedsmilliard, som deres aftryk på finansloven for 2016. Med afskaffelse af omprioriteringsbidraget er Regeringens mulighed for at smøre DF blevet indskrænket. Men samtidig har regeringen selvfølgelig fået flyttet en del af ansvaret for det nære velfærd tilbage til kommunerne.
I den kommende periode bliver det spændende at følge hvor kommunerne vil prioriterer deres begrænsede råderum. Derfor er kampen om den danske velfærdsmodel ikke overstået. Vi mangler også at se hvad regeringen mener med et nyt flerårigt moderniserings- og effektiviseringsprogram som skal give mere en 1 mia. kr. om året.
Der bliver stadigvæk brug for kræfter som vil være med til at sikre at de yderligere offentlige besparelser ikke igen rammer de dårligst stillede i vores samfund.