Når man, som jeg, læser 4 aviser dagligt, er det interessant at følge, hvordan pressen agerer eller reagerer i forhold til det samfund, som de betjener med forskellige former for journalistiske artikler. Jeg tror, det er muligt at se udviklingen fra flere forskellige vinkler, men for mig er det vigtigt at følge, hvordan medierne/ pressen dækker det politiske og erhvervsmæssige stof, og jeg kan konstatere, at der er sket væsentlige ændringer.
Før vi fik de mange elektroniske medier, havde de ”gamle” trykte medier (aviser) en monopollignende tilstand i forhold til dækningen især af det politiske system. Det betød, at vi var mange, der i den periode opfattede pressen som en væsentlig aktør i forhold til magtens deling. Magtens 3 deling blev gennem pressens involvering til magtens 4 deling nemlig Regering, Folketing, domstolene og pressen. Den position havde pressen, da de havde den monopollignende tilstand. Dengang blev der solgt flere aviser, og pressen havde flere muskler og anvendte dybdegående, kontrollerende og opsøgende journalistik. Det medvirkede til, at aktørerne i det politiske system var fuld bevidste om, at der blev holdt godt øje med de politiske beslutninger, der blev truffet. På den måde blev der sjældent fejet noget ind under gulvtæppet. Når der politisk blev fejet noget ind under gulvtæppet, så blev det opdaget af pressen Det bedste eksempel her er vel den kontrollerende journalistik og omtale i pressen, der førte til Tamilsagen i begyndelse af 90’erne, som dengang førte til en rigsretssag mod justitsministeren samt regeringens afgang. Tamilsagen betød også, at det tidligere naturlige netværk mellem journalister og embedsmænd i centraladministrationen forsvandt og gjorde, at pressen alene kunne få oplysninger fra politikerne.
25 januar 1993 fik Danmark den første Nyrup regering, en flertalsregering, som pressen skulle håndtere med de nye betingelser. Danmarks Radio havde på det tidspunkt en mere fremtrædende rolle i det samlede mediebillede og kunne også udføre dybdegående journalistik ud fra et objektivt public service-udgangspunkt. En rolle, der til stadighed blev opfattet som en ulige konkurrence i forhold til den ”frie” og ”uafhængige” presse. Der var godt nok spændinger på medieområdet, hvor mange politikere mente, at DR havde en bestemt politisk holdning. En opfattelse, som ikke har ændret sig så meget, siden en tidligere Venstre minister i 1968 udråbte DR’s journalister som ” de røde lejesvende” med følgende udtalelse: ” Skal regeringen Baunsgaard dolkes og ødelægges af fjernsynets røde lejesvende?” Først nu, hvor det i de senere år er lykkedes det politiske system at beskære budgetterne og begrænse DR’s journalistiske kræfter, er der fra politisk side kommet mere ro på i forhold til kritik af den del af pressen. Men hvad har det betydet for befolkningen, der nu på den måde begrænses i at følge med, samtidig med at kontrollen af det politiske system forringes. Jeg spørger mig selv: var svindelsagen om Meld og Feld i EU kommet frem uden DR’s medvirken, og er det i virkeligheden den sag, der har kostet dyrt for DR?
På mange måder forsøgte politikerne at finde en ny form for, hvordan pressen skulle håndteres, og i 1996 fik Danmark så den første spindoktor. Det var Billy Adamsen som skulle rådgive Poul Nyrup Rasmussen, og som på en eller anden måde, efter min opfattelse, blev udslagsgivende for, at Poul Nyrup Rasmussen fik ”four more years” og kunne fortsætte med sin 2. regering. Den 27. november 2001 får vi en ny Regering under ledelse af Anders Fogh Rasmussen, og der er ingen tvivl om, at der i hele peioden frem til i dag er sket en større pressemæssig dækning omkring de skiftende Regeringer og deres ministre både med spindoktorer, som nu hedder særlige politiske rådgivere, og med neutrale presserådgivere, som nu mere ændrer sig til ministerielle pressechefer med særlige politiske holdninger.
Det, der efter min opfattelse har medvirket til markante ændringer i rollerne mellem pressen og det politiske system, er uden tvivl Facebook, som blev grundlagt i 2004, og i takt med den udvikling samt de øvrige sociale medier, så har næsten alle i det politiske system en eller anden profil, som er offentlig tilgængelig. Hvis man screener de sociale medier, så er det formentlig Twitter, som er den mest brugte informationskanal mellem politikere og pressen. Selv lederen af den frie verden, Donald Trump, styrer sin kommunikation enten gennem Twitter eller gennem den presse, der er enig med ham. I takt med, at informationsstrømmen nu løber mere direkte ud til forbrugeren, er det blevet noget sværere at være et trykt avismedie. Og når der så samtidig ikke er så meget dybdegående journalistik, så Journalistforbundet har svært ved at finde prismodtagere til Cavling prisen, så mener jeg, at vi har et problem.
Efter min mening er det, der i dag leveres gennem den ”frie” og ”uafhængige” presse, en gang overfladisk nyhedsformidling og nyheder, som ofte er leveret af andre. Især den seneste historie, som blev bragt i Berlingske Tidende om den nuværende Regerings ansættelse af rådgivere og pressechefer, var, som Bjarne Corydon udtalte det i presselogen på TV2 News, en gang kampagnejournalistik. For Berlingske havde på intet tidspunkt i kritikken af den nuværende Regering nævnt, at den samme trafik havde været anvendt i den tidligere Regering. Berlingske har efterfølgende rettet lidt op på det, men for mig virker det som om, at avisen reagerer på meldinger fra det politiske system i stedet for selv at agere som kontrollerende presse. Jeg spørger ofte mig selv, om det er de mange kommissioner, dommer– eller advokatundersøgelser i det politiske system, som har overtaget pressens rolle?
Efter min opfattelse bør det føre til en selvransagelse i pressen, hvis man skal tilbage som den kontrollerende faktor i vores demokrati. Ellers ender det med, at der ikke er den store forskel på en tilbudsavis fra Coop og dagbladet med forskellige nyheder leveret af Ritzau – det er en udvikling, der svækker vores demokrati og folkestyre.