I tidligere blogindlæg har jeg været fortaler for at den nye regering burde vedtage en lov om velfærd. I skrivende stund ser det ud som om at der iværksættes flere tiltag, som er nævnt i det Socialdemokratiske oplæg til en velfærdslov. Med aftalerne om Regionernes og Kommunernes økonomi for 2020 er regeringen påbegyndt sit arbejde for et bedre velfærd. Der er dog ikke taget tiltag til egentlige forbedringer, på anden måde end at der nu er lagt en økonomisk bund der tager højde for, at når der kommer flere ældre der skal have pleje og flere børn der skal passes, så følger der nu penge med. Tidligere har det været sådan at når der var flere der skulle plejes eller børn der skulle passes så blev det gennemført med besparelser som i stor udstrækning gik ud over de ældre der i forvejen fik ydelser fra kommunen eller besparelser på ansatte i daginstitutioner.
I juni måned 2019 fremlagde Arbejdernes Erhvervsråd en analyse af hvordan besparelserne havde ramt ældreområdet. På baggrund af tal fra Danmarks Statistik kunne det konstateres af antallet af visiterede hjemmehjælpstimer til personer over 80 år var faldet med 25% fra 2008 til 2017. På samme tid var andelen af ældre på 80 år og derover steget med 10%. Halvdelen af kommunerne havde et fald på mere end 25% og 10 kommuner havde et fald på mere end 45%. En klar dokumentation for hvordan de ældres velfærd er blevet forringet gennem de seneste 10-15 år. Jeg var selvfølgelig glad for at vi med valget i juni fik en ny centrum venstre regering, som i deres oplæg forud for valget og i forståelsespapiret har beskrevet deres mål med en værdig ældrepleje. Men jeg kan med de seneste budgetforlig der er indgået i kommunerne ikke konstatere at de pæne ord om forbedringer er blevet omsat til handling tvært imod. I min egen kommune må de ældre der modtager pleje opleve en væsentlig forringelse af den kommunale service, hjælp til bad og rengøring reduceres og samtidig forhøjes prisen på mad, bare for at nævne nogle eksempler. Forholdene for demente forringes også gennem besparelser. Også på børneområdet gennemføres der besparelser og kommunens politikere har taget det tidligere forslag om minimumsnormeringer af budgettet i forventning om at regeringen kommer et forslag i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Jeg tror også der i øvrigt er mange forventninger til den kommende finanslov. Forventninger der måske giver skuffelser.
Spørgsmålet er, hvorfor fortsætter den kommunale massakre på børne- og ældreområdet?
Når man spørger kommunalbestyrelsen hvorfor de spare på de ældre og børnene bruger de begrundelsen ”vi er ramt af serviceloftet” eller ”udligningen er skæv fordelt”. Min egen opfattelse er, at mange kommuner ikke er professionelle nok til at forudsige udviklingen i deres egen kommune og deres meldinger til KL er undervurderet. Tildeling af økonomi kommunerne imellem sker jo på baggrund af kommunernes egne indberetninger til KL. Både i 2017 og 2018 havde kommunerne samlet set et underforbrug på servicerammen. Det der i virkeligheden er problemet, er budgetloven der ligger som en spændetrøje over kommunerne. Derfor er det glædeligt at de økonomiske vismænd nu peger på at der bør komme et opgør med budgetloven så kommunerne får større frihedsgrader i planlægningen og prioriteringen af deres økonomi og dermed af den service de yder borgerne. Så hvis massakren skal ændres og vi skal have forbedringer i vores fælles velfærd, så må regeringen fjerne budgetloven og samtidig sikre en mere retfærdig udligning mellem kommunerne. Yderligere besparelser vil medføre et oprør.
Peter Kay