Fra 1989 til en ny verdensorden.
Da Berlinmuren faldt i 1989, var der næsten euforisk optimisme i store dele af den vestlige verden.
Kommunismen i Østeuropa brød sammen. Sovjetunionen blev opløst og tidligere kommunistiske lande bevægede sig mod demokrati og markedsøkonomi. Militærdiktaturerne var på tilbagetog i Latinamerika og apartheidstyret i Sydafrika faldt.
USA og de vestlige demokratier stor tilbage som vindere af Den Kolde Krig,
Der opstod en forestilling om, at liberalt demokrati, markedsøkonomi og internationalt samarbejde efterhånden ville blive den dominerende samfundsmodel.
I Europa blev udviklingen særlig tydelig. Lande, der havde været kommunistiske diktaturer, blev demokratier og senere medlemmer af EU og NATO.
Europa blev samlet på en måde, som få havde forestillet sig muligt blot ti år tidligere.
Men godt 35 år senere er situationen fundamentalt forandret.
Den verden, der blev skabt efter 1989, er ved at blive afløst af noget andet.
Spørgsmålet er bare. Hvad kommer i stedet?
Demokratiets fremgang er vendt.
Efter 1989 voksede antallet af demokratier markant. Men omkring midten af 2010’erne begyndte udviklingen at vende.
Ifølge V-Dems Democracy Report 2026 er der blandt 179 klassificerede lande i dag 87 demokratier og 92 autokratier.
Ser man på befolkningerne, bliver forskellen endnu mere markant.
74% af verdens befolkning lever i autokratier, medens kun omkring 26% lever i demokratier. Vi står derfor i en situation, hvor flertallet af verdens befolkning ikke lever under demokratiske styreformer.
Det betyder ikke, at demokratiet står foran et sammenbrud.
Men den næsten selvfølgelige forestilling efter 1989 om, at stadig flere lande ville udvikle sig i demokratisk retning, holder ikke længere.
Det moderne autokrati.
En vigtig del af udviklingen er, at autokratiet har ændret karakter.
Når vi tidligere talte om diktatur, tænkte vi på militærkup, kommunistiske ét partistater eller diktatorer, der åbenlyst afskaffede demokratiske institutioner.
Sådan behøver demokratisk tilbagegang ikke at foregå i dag.
Et land kan fortsat have: valg, parlament, politiske partier, domstole, aviser og en opposition.
Men samtidig kan regeringen gradvist ændre spilleregler. Domstole svækkes, medier udsættes for politisk og økonomisk pres. Valgregler ændres og statslige institutioner kan politiseres. Civilsamfund og universiteter kan få vanskelige vilkår og magten kan gradvist koncentreres omkring regeringen eller en politisk leder.
Derfor anvender demokratiforskere betegnelsen valgautokrati.
Det moderne autokrati behøver ikke at afskaffe valget. Det kan i stedet forsøge at kontrollere betingelserne omkring valget.
EU er selv blevet en del af problemet.
EU er grundlagt på demokrati, retsstat, menneskerettigheder og politisk pluralisme. Men heller ikke EU er længere demokratisk ensartet.
Langt de fleste EU-lande er fortsat demokratier, men de befinder sig ikke alle på samme demokratiske niveau.
Det tydeligste eksempel er Ungarn
Ungarn var i 1989 en af succeshistorierne i overgangen fra Kommunisme til demokrati og blev i 2004 medlem af EU.
I dag klassificeres Ungarn af V-Dem Ungarn som valgautokrati. Det har jo rejst det principielle spørgsmål for EU. Kan EU accepterer et medlemsland der bevæger sig væk fra grundlæggende demokratiske principper? Og hvad kan EU gøre for at forhindre det.
Det handler ikke kun om Ungarn, som i øvrigt med deres nye ledelse er i dialog med EU.
Hvis medlemskab af EU skal være mere økonomisk samarbejde, må der også eksistere en fælles forståelse af, hvilke demokratiske spilleregler medlemslandene skal overholde.
USA – demokratiets vigtigste prøve?
Udviklingen i USA er måske endnu mere betydningsfuld.
USA har siden Anden Verdenskrig været den vigtigste garant for den vestlige politiske og sikkerhedsmæssige orden.
Det gælder militært gennem NATO, økonomisk gennem dollaren og markedsmæssig økonomisk betydning og politisk gennem forestillingen om USA som leder af den demokratiske vestlige verden.
Derfor får demokratisk tilbagegang i USA globale konsekvenser. V-Dem klassificerer ikke længere USA som et liberalt demokrati, men som et valgdemokrati.
USA er ikke et autokrati. Landet har fortsat konkurrerende valg, en stærk opposition, uafhængige medier, domstole, kongressen og 50 delstater med betydelig selvstændig magt.
Men spørgsmålet er blevet hvor stærke er institutionerne, hvis den udøvende magt forsøger at udvide sine beføjelser og svække de institutioner, der begrænser den?
USA bliver derfor en afgørende prøve på, hvor modstandsdygtig et gammelt demokrati egentlig er.
Verdens magtbalance ændres.
Den demokratiske udvikling foregår samtidig med en fundamental geopolitisk forandring.
Efter Sovjetunionens sammenbrud var USA den eneste egentlige globale supermagt. Man talte om en unipolær verden.
Den periode er ved at være slut.
Vi bevæger os mod en mere multipolær verden, hvor flere magtcentre konkurrerer.
Det vigtigste er USA, Kina og i stigende grad Indien, mens Rusland fortsat er en betydelig militær og nuklear magt.
EU har en enorm økonomisk vægt. Men spørgsmålet er fortsat, om Europa også kan omsætte den til en geopolitisk magt.
Kina – den store udfordrer
Kinas udvikling er måske den største geopolitiske forandring siden 1989.
På få årtier er Kina blevet en økonomisk, industriel, teknologisk og militær stormagt.
Samtidig er Kina forblevet et autoritært étpartisystem.
Det udfordrer en central vestlig forestilling. I mange år antog man, at økonomisk udvikling ville føre til demokrati.
Når mennesker blev rigere, bedre uddannede og mere internationalt orienteret ville det også kræve politisk frihed.
Kina har indtil videre vist at økonomisk modernisering og autoritært styre kan eksistere samtidig.
Dermed bliver Kina ikke kun en økonomisk konkurrent til Vesten. Kina repræsenterer også en alternativ politisk model. ”økonomisk udvikling uden liberalt demokrati.
Det kan være attraktivt for regeringer andre steder i verden, fordi modellen lover økonomisk udvikling uden nødvendigvis at afgive politisk magt.
Rusland og tilbagekomsten af stormagtspolitikken.
Ruslands invasion af Ukraine markerer endnu et historisk brud.
Efter Den Kolde Krig håbede mange europæere, at militær erobring og stormagternes interessesfærer tilhørte fortiden.
Ukraine krigen viste, at det ikke var tilfældet.
Rusland forsøger igen at etablerer en interessesfære omkring sine grænser og har vist sig villig til at anvende militær magt for at gøre det.
Dermed er territorialkrigen vendt tilbage til Europa.
Det har ændret Europas sikkerhedspolitiske tænkning fundamentalt. Forsvar er igen blevet en hovedopgave for de europæiske stater.
Nato og Europas sikkerhed.
Europa har siden 1945 i høj grad kunnet basere sin sikkerhed på USA.
Det forhold er nu under forandring. De europæiske lande er begyndt en omfattende militær oprustning.
NATO-landene besluttede i 2025 et nyt og langsigtet mål, hvor landene frem mod 20235 skal anvende samlet 5% af BNP på kerneforsvar og bredere forsvars- og sikkerhedsrelaterede investeringer.
Det er en historisk ændring.
Europa bevæger sig fra en situation, hvor forsvarsudgifter gennem årtier kunne reduceres, til en situation, hvor forsvar igen bliver en meget stor offentlig udgift.
Det rejser også indenrigspolitiske spørgsmål, for pengene kan kun bruges en gang. Hvor meget velfærd, klima, uddannelse og andre offentlige investeringer er befolkningerne villige til at prioriterer anderledes for at finansierer sikkerheden?
Kan Europa stå mere på egne ben?
EU har selv erkendt problemets størrelse.
Unionens forsvarsplaner frem mod 2030 tager udgangspunkt i, at Europa skal kunne tage et langt større ansvar for sin egen sikkerhed. Men militær kapacitet er kun en del af problemet.
Hvis EU skal være en geopolitisk magt, kræver det også en konkurrencedygtig økonomi, teknologisk kapacitet, energisikkerhed, adgang til kritiske råstoffer, en stærk forsvarsindustri og evnen til at træffe politiske beslutninger hurtigt.
Her støder EU på et grundlæggende problem. EU består af 27 lande med forskellige historiske erfaringer og forskellige nationale interesser.
Kan 27 lande fører en samlet udenrigs- og sikkerhedspolitik i en verden, hvor beslutninger nogle gange skal træffes meget hurtigt?
Det spørgsmål kan blive et af EU´s vigtigste spørgsmål i de kommende årtier.
Indien og det globale syd
Den nye verdensorden handler imidlertid ikke kun om USA, Kina, Rusland og Europa. Indien får større betydning.
Landet har en enorm befolkning, voksende økonomisk styrke samt stigende geopolitisk indflydelse.
Men Indien ønsker nødvendigvis ikke at blive en del af en amerikansk eller vestlig blok. Det samme gælder mange lande i Afrika, Asien, Mellemøsten og Latinamerika. De ønsker ikke at vælge mellem Washington og Beijing.
De vil samarbejde med USA på nogle områder, Kina på andre og måske Rusland på tredje områder. Derfor er begrebet det globale syd blevet stadig vigtigere.
Disse lande kræver samtidig større indflydelse på internationale institutioner, der i vid udstrækning blev skabt efter Anden Verdenskrig, da vesten havde en langt større del af verden økonomiske og politiske magt.
Globaliseringen ændrer karakter.
Efter 1989 voksede verdenshandelen voldsomt.
produktion blev placeret der, hvor det var billigst og mest effektivt.
Kina blev verdens fabrik, Europa gjorde sig afhængig af russisk energi. Virksomheder opbyggede globale forsyningskæder og økonomi og sikkerhed blev i høj grad betragtet som to forskellige spørgsmål.
Sådan er det ikke længere.
I dag handler produktionen af mikrochips, energi, batterier, kunstig intelligens, sjældne jordarter, lægemidler og telekommunikation også om national sikkerhed.
Landene forsøger derfor at reducere strategiske afhængigheder.
Det betyder nødvendigvis ikke afslutningen på globaliseringen, men vi bevæger os mod en mere sikkerhedspolitisk globalisering, hvor landene spørger: ikke kun, hvor er det billigst at producerer? Men også hvem tør vi være afhængige af.
Økonomien bliver geopolitisk
Handel, teknologi og investeringer bruges i stigende grad som politiske redskaber.
USA og Kina konkurrerer om kunstig intelligens, mikrochips og avanceret teknologi.
EU forsøger at beskytte strategiske industrier og reducere farlige afhængigheder.
Kina kontrollerer centrale dele af forsyningskæderne for en række kritiske råstoffer og teknologier.
Sanktioner er blevet et centralt udenrigspolitisk instrument.
Dermed bliver grænsen mellem økonomisk politik og sikkerhedspolitik stadig vanskeligere at se.
Den internationale økonomi risikerer samtidig at blive mere opdelt. IMF peger i sin seneste vurdering på geopolitisk fragmentering og nye handelsspændinger som væsentlige risici for verdensøkonomien.
Europa står måske over for det største strategiske valg siden 1945.
Europa befinder sig midt i alle disse forandringer.
Mod øst står et aggressivt Rusland. Mod vest står USA, som fortsat er Europas vigtigste allierede, men hvor europæerne ikke længere uden videre kan tage det amerikanske engagement for givet.
Mod øst og sydøst vokser Kina og Indien.
Samtidig står Europa over for interne problemer.
En aldrende befolkning, lav økonomisk vækst, behov for arbejdskraft, migration, energiomstilling, teknologisk konkurrence samt politisk polarisering.
Europa skal derfor på en gang finansiere velfærdssamfundet, den grønne omstilling og en historisk oprustning. Det bliver vanskeligt.
Fra værdier til magt – eller både og?
Her opstår måske EU´s største dilemma.
EU har traditionelt betragtet sig selv som en værdibaseret magt. Demokrati, retsstat, menneskerettigheder, International ret.
Men en mere brutal geopolitisk verden kræver også militær, økonomisk og teknologisk magt.
Europa skal derfor lærer at kombinere værdier og magt. For hvis Europa kun har værdier, men ingen mulighed for at forsvarer dem, risikerer værdierne at miste betydning.
Omvendt Hvis Europa opgiver sine demokratiske værdier for at blive geopolitisk stærkere, hvad er det så egentlig Europa forsøger at forsvare?
Vi er måske ved afslutningen på 1989-epoken?
Den største forandring er derfor måske ikke en bestemt krig, en bestemt præsident eller en bestemt økonomisk krise.
Det er selve verdensorden, der ændrer sig.
Fra 1989 og frem havde vi en periode præget af: Amerikansk dominans, demokratisk fremgang, økonomisk globalisering, europæisk integration og tro på stærkere internationale institutioner. Herunder især FN
Den nye periode ser anderledes ud.
Flere konkurrerende stormagter, demokratisk tilbagegang, nationalisme, militær oprustning, økonomisk og teknologisk rivalisering og større usikkerhed om de internationale spilleregler. ( et FN uden særlig betydning)
Vi ved endnu ikke, hvor denne udvikling ender.
Demokratiets vigtigste udfordringer kommer måske indefra?
Der er risiko for at vi fokuserer så meget på Kina og Rusland, at vi overser demokratiets egne problemer.
Demokratiets fremtid afgøres ikke nødvendigvis i Beijing eller Moskva.
Det kan i lige så høj grad blive afgjort i Washington, Paris, Berlin, Warszawa, Budapest – og i vores egne samfund.
Hvis borgerne oplever, at demokratiske regeringer ikke kan håndtere migration, økonomisk usikkerhed, kriminalitet, krig, klimaforandringer eller presset på velfærdssamfundene, kan tilliden til de demokratiske institutioner og forfatninger falde.
Derfor handler forsvaret for demokratiet ikke kun om institutioner og forfatninger. Det handler også om demokratiets evne til at levere resultater.
Vi står derfor ikke nødvendigvis over for en kamp mellem demokrati og diktatur i klassisk forstand. Vi står måske over for en konkurrence mellem forskellige måder at organisere samfundet på.
På den ene side:
Det liberale demokrati, hvor magten begrænses, regeringer kan udskiftes, medier er frie, og hvor borgerne har grundlæggende rettigheder.
På den anden side:
Den autoritære model, hvor større politisk magt koncentreres hos staten og ledelsen, ofte begrundet med behovet for stabilitet, sikkerhed og handlekraft.
Det rejser det måske vigtigste spørgsmål for de kommende årtier:
Kan demokratiet bevise, at frihed, politisk pluralisme og retsstat også er i stand til at skabe sikkerhed, økonomisk udvikling og handlekraft i en langt mere konfliktfyldt verden?
Er den liberale verdensorden blot inde i en vanskelig periode – eller er den historiske periode, der begyndte med Berlinmurens fald i 1989, ved at være slut?